Ny udgave af populært danmarkskort fås igen på havnen

28. maj 2026
Danmarkskort 2026

Gratis, overskueligt og praktisk – en gave til skipper og besætning

28. Maj 2026 

Med det eftertragtede havnekort kan hele besætningen igen samle sig omkring kortbordet og tale med om valg af havne, afstande, sejladsområder og hvad I skal opleve sammen. 

Havnekortet er et rigtig godt udgangspunkt for at skabe overblik. Lad dig inspirere til sommerens togt med sikre data fra Geodatastyrelsen og FLID – Foreningen af Lystbådehavne I Danmark, der udgiver kortet i samarbejde.  

Frihed og samvær 

Havnekortet er fysisk, og fås gratis på de fleste havnekontorer i Danmark. Der er hverken brug for strøm eller netværk for at koble sig på – kortet leverer alle steder nyttige oplysninger om lystbådehavne i Danmark og afstanden imellem dem. Med Havnekortet har du nemlig altid en praktisk vejledende afstandstabel ved hånden.  

Når de store linjer er på plads, giver kortet inspiration til at gå i detaljer på nettet. Brug de praktiske QR koder til at dykke ned i de mange muligheder der er for eventyr på vandet og i landets ret unikke lystbådehavne.   

Det er op til dig at få mest muligt ud af havnekortet; Tegn på det, skriv logbog, brug det som underlag for kaffekoppen. Lad hele besætningen være sammen om at bruge havnekortet som I har lyst i jeres båd.  

Slår et slag for sikkerhed til søs 

Udgivelsen støttes op af forsikringsselskabet First, Havmiljøvogterne, Garmin, Søsportens Sikkerhedsråd og Dansk Søredningsselskab - DSRS, der også står på mål for sikkerhed og et godt vandmiljø i Danmark.  

Udover kortet, kan du finde henvisninger til Geodatastyrelsens Havnelods og FLIDs Havneguide.dk, som begge to er meget nyttige sider at besøge, inden du anløber en havn. 

Kortet kan hentes på havnekontoret hos de fleste af FLID’s medlemshavne. Kortet er gratis.


Flere nyheder

Copyright 2026 © Havneguide.dk