Kom til årets største træskibssejlads ved Limfjorden i uge 37

11. august 2022
Sejllads Limfjorden

Årets største træskibssejlads afholdes fra den 12. til 17. september 2022. Her sejles der om kap i Limfjordens farvand, hvor op mod 60 ældre træskibe kæmper om at komme først til mål. Ved ankomst til hver havneby, forvandles havneområdet til en festplads med liv og glade dage. 

Kapsejladsen Limfjorden Rundt løber over 5 dage fra den 12. til 17. september 2022, hvor træskibene hver dag ligger til kaj i en ny Limfjords havneby. Hele kapsejladsen starter med en kæmpe Maritime festival i Løgstør, hvor turen efterfølgende fortsætter videre til Thisted, Struer, Nykøbing Mors, Fur og afslutningsvis stopper træskibene i Skive havn.

Ved træskibenes ankomst til havnene starter festlighederne for alvor. Hver havn forvandles nemlig til en markedsplads med boder, musik og forskellige arrangementer. Dermed skabes der også den mest hyggelige maritime stemning, når havnene bliver fyldt med masser af smukke træskibe og sømandsstemning, som helt klart også er en oplevelse for alle landkrabber.

Destination Limfjordens direktør Kristina L. Schjøtt fortæller. ”Det er årets maritime højdepunkt. Vi glæder os rigtig meget til at tage imod alle de imponerende smukke gamle træskibe, som er med til at skabe en masse liv og stemning i Limfjorden. Limfjorden er et rigtig dejligt sted at sejle rundt, hvor man f.eks. kan besøge flere af Limfjordsøer Fur, Venø eller Livø eller der kan ligges til kaj ved de charmende havne, som der findes mange af i Limfjorden.”

Limfjorden Rundt er en kapsejlads for gamle erhvervsfartstøjer i den vestlige del af Limfjorden. Her kan træskibene deltage i en af de 6 klasser eller 2 specialklasser. Indenfor de forskellige klasser dystes der om at være Limfjordens hurtigste, men der uddeles også andre priser som f.eks. den roterende- vandrepris, bedst opkvadet/opklarede, uheldigste og specialprisen. Derfor uddeles der point efter hver etape/dag, hvor dommeren fordeler point blandt de deltagende træskibe, som deltager i hele kapsejladsen.   

Første gang der blev afholdt Limfjorden Rundt var i 1988, hvor der kun var 6 deltagende skibe. Det har nu udviklet sig til en sand folkefest med mange flotte træskibe. Der er lagt op til en brag af en maritime fest med ægte sømandsstemning for både landkrabber og sejler. Læs mere om programmet eller tilmeld dit skib gennem linket: https://limfjordenrundt.dk/.

For nærmere information:

Kristina L. Schjøtt, Destinationsdirektør i Destination Limfjorden, kls@destinationlimfjorden.dk, tlf. 21 49 07 30

Læs alt om Limfjordens havne, oplevelser, turforslag og meget mere på Havneguides Oplevelsesunivers Limfjorden.


Flere nyheder

Copyright 2024 © Havneguide.dk