Klintholm Havn er 100 % klar til at modtage alle gæstesejlere

20. juni 2024
dronefoto juni 24 Jeppe Boe Jensen

Klintholm Havn på Møn, melder klar til sejlsæsonen 2024. Sporene efter vinterens storm er væk. Alle faciliteter på land er 100 % klar, og havnens personale glæder sig som altid til at yde den gode service, som Klintholm Havn er kendt for.

Der er blevet arbejdet hårdt på at gøre havnen klar efter stormfloden i oktober sidste år, og resultatet er ikke bare godt, det er bedre.

Klintholm Havn åbner sæson 2024 med en helt ny flydebro, og en flot nyrenoveret bro ved havne kontoret. Havnebassinet er i foråret blevet uddybet og sejlrenden ind til Klintholm Havn er renset op til en dybde på garanteret 4 meter.

De danske havne er klar til sæsonen

Klintholm Havn blev ligesom mange andre lystbådehavne langs Danmarks sydkyster ødelagt af efterårs- og vinterstormene, og det gælder også Vordingborg Kommunes 8 andre havne. Men alle kommunens havne er åbne og klar til at tage imod sejlerne, fortæller Vordingborg Kommunes chef for havnene, Anja Valhøj:

– Jeg er utrolig glad og stolt over, at vi allerede står med en fuld funktionel lystbådehavn i Klintholm, som i den grad er klar til at tage imod en masse sejlende turister fra ind- og udland, som nyder sejlads, oplevelser på havet og havnelivet. Alle har arbejdet hårdt på, at vi kunne blive klar til ”at åbne de blå døre” til Klintholm Havn i 2024. Både lokale, og de erhvervsdrivende i Klintholm Havn, har udvist stor forståelse for den tragiske situation vi stod i i oktober 2023, og jeg tror vi alle er lettet over det lykkedes at komme i mål med lystbådehavnen. Nu håber vi, at mange vil lægge vejen forbi på deres sommertogt og støtte op om vores havne og vores erhvervsliv, som også er afhængige af vores mange besøgende, siger Anja Valhøj, Chef for blandt andet havnene i Vordingborg Kommune.

Det er bare om at komme afsted

FLID - Foreningen af Lystbådehavne i Danmark, opfordrer til, at sejlerne besøger de danske havne ekstra meget i år, og påskønner alt det havnene har nået at få gjort klart ovenpå vinterens hårde vejr. Skulle du anløbe en havn, hvor der stadig er anlægsarbejde i gang, så vær overbærende og hold som altid øje med anlægsarbejderne i havnen når du anløber. Respekter afmærkninger af beskadigede broer, der er lukket for anløb og følg havnens anvisninger.

Der er over 300 lystbådehavne at vælge imellem i de danske farvande, og de er klar til at tage imod. Så det er bare om at komme afsted og vi skal hilse fra Klintholm Havn og sige, at de er 100 procent klar til at tage imod.

Tjek havnen på havneguide.dk, eller på deres egen hjemmeside for nærmere information, inden du kontakter havnefogeden. Her vil det også fremgå, hvis havnen er lukket for anløb.

Læs mere om Klintholm Havn

Billedtekst:
Klintholm Havn blev hårdt ramt i oktober stormen, men er blevet genopbygget og er 100 % klar til at tage imod alle gæstesejlere. Havnen hører fra mange gæstesejlere, at de er i tvivl om havnen overhovedet er åben. Som det fremgår af dette dronefoto, er der ingen grund til at sejle forbi Klintholm Havn.

Dronefoto: Jeppe Boe Jensen, Havnefoged i Klintholm Havn


Flere nyheder

Copyright 2024 © Havneguide.dk