Julehilsen fra Havneguide.dk og FLID

19. december 2025
FLID ønsker alle havne, leverandører og samarbejdspartnere

Kære sejlere,

Julen nærmer sig, og året går på hæld. Det er tiden, hvor mange både ligger trygt fortøjet i havnene, masterne står stille mod vinterhimlen, og der er ro over de danske farvande. Foreningen af Lystbådehavne i Danmark (FLID) vil gerne på vegne af hele landets lystbådehavne, sende jer alle en varm julehilsen og sige tak for endnu et forrygende år på vandet.

2025 har budt på mange dejlige oplevelser - fra stille sommeraftener i havnene til friske ture på åbent vand. Over hele landet har havnene dannet ramme om fællesskab, gensyn og nye bekendtskaber, og det er netop dette samspil mellem sejlere, havne og natur, som gør det danske lystbådeliv helt særligt. 

Vi vil gerne takke jer for at vise ansvarlighed og hensyn på vandet. Både over for hinanden, havnene og miljøet. Jeres engagement og respekt for fællesskabet er med til at sikre, at vores havne fortsat er trygge, imødekommende og velfungerende steder for alle, og et godt udgangspunkt for at nyde alle glæderne ved vandet.

Vi er sikker på, at mange af jer allerede nu drømmer om kommende togter og nye oplevelser i den kommende sejlsæson. Havneguide.dk og de danske lystbådehavne står klar til også i det nye år at byde jer velkommen og understøtte gode oplevelser på og omkring vandet.

Vi ønsker jer og jeres nærmeste en glædelig jul samt et godt og trygt nytår. Må 2026 bringe gode vinde, sikre sejladser og mange mindeværdige stunder på havet.

Glædelig jul og godt nytår.

Med venlig hilsen
Havneguide.dk og Foreningen af Lystbådehavne i Danmark (FLID)


Flere nyheder

Copyright 2025 © Havneguide.dk