Store Karlsminde: En gammel vikingehavn

Stejlepladsen ved Store Karlsminde har været anløbsplads for skibe helt tilbage i vikingetiden. Det var her, man tørrede og rensede fiskenet, og hvor skibe eller både i området kunne lægge til.

Omkring år 800 skifter Danmarkshistoriens tidsregning fra jernalderen til vikingetiden. Det er i vikingetiden, at landet går fra at være opdelt til at være ét kongerige, der benævnes Danmark. Jellingestenen fra omkring 965 er således den første skriftlige kilde til navnet ”Danmark”. Dengang var landet langt større end nu, da både dele af Sverige, Norge og England var under dansk herredømme.

Ud over at Danmark blev samlet til ét land, skete der også en anden stor omvæltning i vikingetiden: Her gik danerne fra at tro på de nordiske guder, den gamle asatro, til at tro på én alvidende gud og kristendommen. Det havde en stor effekt på vores kultur og identitet.

Sejlads og handel var centralt i vikingetiden. Vikingerne sejlede ud for at handle, erobre og skaffe andre indtægter. Faktisk blev selve ordet ”viking” brugt under vikingetiden med betydningen ”søkriger”, ”sørøver” og ”hærfærd til søs”, men det stammer nok fra en tid længe før vikingetiden (danmarkshistorien.dk).

Da Roskilde var Danmarks hovedstad i vikingetiden – faktisk Danmarks første hovedstad nogensinde – så havde stejlepladsen Store Karlsminde en meget attraktiv beliggenhed. Her sejlede skibe nemlig forbi på vej ind i Roskilde Fjord. Det gjorde området til en attraktiv handelsplads for skibene.

Området omkring Lynæs, hvor Store Karlsminde ligger, fortsatte også senere i historien med at være et betydningsfuldt sted for handlen i Danmark. Det er Skuldevigskibet et godt bevis på: Skibet, som stammer fra højmiddelalderen efter vikingetiden, sank ud for stejlepladsen tæt ved Store Karlsminde. Skibet formodes at være bygget i ca. 1140 som et handelsskib, og det var mindst 24 meter langt og seks meter bredt. Vragdele fra skibet er nu danefæ og udstillet hos Nationalmuseet.

Hvis du følger Klintestien fra Lynæs Havn i vest og langs med kysten, kommer du forbi stejlepladsen ved Store Karlsminde. Stop op, nyd den storslåede udsigt over Isefjord og Roskilde Fjord – og prøv at forestille dig, hvordan området har set ud fyldt med vikingeskibe.

Kilde: Vikingeskibsmuseet i Roskilde og Nationalmuseet

Billede: VisitDenmark / Kim Wyon

Koordinater:  Bredde: 55.941746
Længde: 11.889395

Andre Natur og kultur

i sejleruniverset Nordsjælland
Copyright 2024 © Havneguide.dk