Sild i Gilleleje

Fiskeri har altid haft en særlig plads i de nordsjællandske kystbyers historie. Det gælder også den lille fisk, silden, der er blevet fisket i området i mere end 1000 år.  Selvom vi i dag mest spiser den til højtider, så var den engang en fast del af både morgenmad, frokost og aftensmad.

I Gilleleje Havn lander fire lokale fiskerbåde stadig den dag i dag Kattegatsilden: En tradition, der stammer fra 1500-tallet i området, hvor der var hele 70 fiskere ifølge en optælling. Sild var så vigtig en handelsvare tilbage i historien, at der i 1800-tallet var sørøveri i området, hvor fjendens handelsskibe blev kapret af lokale.

Kattegatsilden er dog ikke den sild, vi spiser mest i Danmark – i stedet er de sild, vi køber i supermarkeder, ofte norske sild. De sild, der fanges i danske farvande af Gilleleje-bådene, sendes ofte til andre lande som Tyskland, Sverige, Polen og Holland.

Men hvis du gerne vil smage de lokalt fangede sild, så sælger Fiskernes Filetfabrik A/S i Gilleleje sild fanget af de fire lokale fiskerbåde. Du kan endda være heldig at se bådene ankomme, hvis du besøger havnen.

Hvis du vil prøve en lokal spise fra Gilleleje, skal du lave ”flækkesild” – altså hvis du har masser af tid. Opskriften kræver sild, salt – og så ståltråd eller pilekviste. Silden flækkes i ryggen fra hovedet til halen, og indmad fjernes. Rens silden grundigt, inden du gnider salt på indersiden og ydersiden af fisken. Herefter skal silden hvile i 8 timer, inden den trækkes på tråd gennem øjnene – ikke for sarte sjæle – og så skal den hænge et tørt og luftigt sted i mindst 24 timer. Hoved og hale fjernes ved tilberedningen, hvor silden steges på panden.

Opskriften er tidskrævende – men alternativt kan du købe sild fra Fiskernes Filetfabrik, så du oplever en stor del af Gillelejes historie.

Læs mere om Gilleleje på VisitNordsjællands hjemmeside.

Kilde: Den Nordsjællandske Sildetradition, Nordic Foodworks

Billede: Maritim Turisme / Mette Sandahl                

Koordinater: Bredde: 56.131377
Længde: 12.311518

Andre Natur og kultur

i sejleruniverset Nordsjælland
Copyright 2024 © Havneguide.dk