Natur- og kulturstien fra Hammermølle til Flynderupgård

Tag på oplevelse i naturen og mærk historiens vingesus. Natur- og kulturstien fra Hammermølle til Flynderupgård går fra nordkysten til sydkysten gennem smukke naturområder, blandt andet Hammermølle Skov, Hellebæk Skov, Teglstrup Hegn og Nyrup Hegn, og fører dig forbi 10 natur- og kulturoplevelser i området.

Ruten starter ved den historiske Hammermølle fra 1765. Møllen var en af Kronborgs syv vandmøller på Bøssemagergade, som tilsammen udgjorde Kronborgs Geværfabrik. Hammermøllen er blevet restaureret, og der drives nu en café i lokalerne.

Herefter kommer du forbi Hellebæk Kirkegård, hvor mange af Hellebæks vigtigste historiske personer ligger begravet sammen med tidligere ansatte ved Geværfabrikken.

Turbinehuset er tredje stop med sin særlige historie. I dag huser bygningen en bymodel af Hellebæk i år 1823, og den historiske bygning leverer stadig elkraft.

Fjerde stop er et fugletårn ved Pernille Sø, hvor du kan opleve et væld af fugle.

Anes Hus, en landarbejderbolig fra 1800-tallet, er femte stop. I dag er huset indrettet som bolig fra før år 1900.

Stop seks, syv og otte er særlige steder i de naturskønne områder, der fortæller udsnit af områdets unikke historie.

Nyruphus er stop nummer ni på ruten. Stedet byder på en masse forskellige aktiviteter og arrangementer for hele familien, og her findes også en Skovcafé.

Stop nummer 10 er en smuk milesten for en kongevej anlagt i slutningen af 1700-tallet med Christian den 7.s monogram.

Ruten slutter ved historiske Flynderupgård, der i dag er et egnshistorisk museum. Her kan du opleve bøndernes og fiskernes liv og historie i spændende særudstillinger.

Hele ruten er på ca. 15 km, men du kan vælge, om du kun vil gå dele af den. Den kan både vandres og cykles af store som små. Medbring madpakke eller picnic-kurv – eller køb mad og drikke på Hammermølle Café, Flynderupgårds Spisehus eller Skovcaféen hos Naturcenter Nyruphus.

VisitNordsjællands hjemmeside kan du hente en brochure, som fortæller mere og indeholder et kort over den skønne natur- og kultursti.

Kilde: VisitNordsjælland.

Billede: VisitDenmark

Koordinater:  Bredde: 56.065156, længde: 12.553878.
Bredde: 56.004599, længde: 12.555825.

Andre Aktiv i naturen

i sejleruniverset Nordsjælland
Copyright 2024 © Havneguide.dk