Klosterruten i Nordsjælland

Tag på pilgrimsrejse i Nordsjælland – eller benyt den enestående rute som guide til enestående kultur- og naturoplevelser.

”Den Danske Klosterrute” er 2000 km lang og dækker hele Danmark med start i Helsingør og slutpunkt i Frederikshavn. Den er planlagt ud fra 50 historiske steder, hvoraf ca. 40 er klostre fra middelalderen: deraf navnet.

Det er en meget kulturel rute, der kan anvendes af både vandrere og cyklister. Ruten bringer dig fra kloster til kloster og forbi historiske kirker – nøjagtigt på samme måde, som når rejsende i middelalderen tog på pilgrimsfærd, bare med et moderne tvist.

Selvom pilgrimsruten ikke er helt som i middelalderen, så har den stadig rødder i datidens tanker: At en pilgrimsrejse ikke kun er en fysisk vandring. Meget af rejsen drejer sig nemlig om det indre; om eftertanke og fordybelse.

Ruten byder således på både historisk sightseeing og smuk natur, og den følger små veje og stier, så du oplever det bedste af Danmark. Dermed er du garanteret en helt særlig oplevelse, hvad enten du finder din indre ro, når du befinder dig i den smukke, stille natur med højt til himlen, eller når du oplever historiens vingesus i de stemningsfulde gamle bygninger, du passerer undervejs.

Klosterruten er ikke afmærket i terrænet, men der er detaljerede kort i rutens guidebøger, som du kan følge. Der er i alt syv bind, hvor ruten er opdelt i etaper. Du kan sagtens nøjes med kun at følge den nordsjællandske del af ruten: Helsingør til Slangerup finder du i bind 3, og Slangerup til Roskilde i bind 4.

På den nordsjællandske del af pilgrimsruten kommer du blandt andet forbi:

-       Karmeliterklostret i Helsingør

-       Hammermøllen

-       Hellebæk Kohave

-       Gurre Kirke

-       Gurre Slotsruin

-       Sankt Jakobs Kapel

-       Esrum Kloster

Guidebøgerne orienterer også om overnatningssteder langs ruten, fra helt primitive shelters til femstjernede luksushoteller, så du kan sammensætte en tur, helt som du ønsker den.

Vær opmærksom på, at hvis du er på cykel, kan der være strækninger, hvor det er nødvendigt at trække cyklen eller følge en alternativ rute.

Kilde: Klosterruten.dk

Billede: VisitDenmark / Cees van Roeden

Koordinater:  Bredde: 56.036758, længde: 12.613254
Bredde: 55.844664, længde: 12.169411
Bredde: 55.642021, længde: 12.086674                       

Andre Aktiv i naturen

i sejleruniverset Nordsjælland
Copyright 2024 © Havneguide.dk