Valhalla i Marina Minde Havn

03. november 2016

Sejlerhus, biergarten og vinteropbevaring i samme hus 

På Marina Minde Havn i Flensborg Fjord har man opført et fantastisk og praktisk multifunktionshus ”Valhalla” med mange muligheder. Bygningen fungerer som opholdsrum for sejlerne, hvor de kan grille, lave kaffe, spise deres mad og klare opvasken. Her er også en hyggekrog til børnene. Valhalla er bygget i 20 m længde, og når vinteren melder sig, kan multihuset være mastelager. Valhalla fungerer også som depotrum for borde og bænke og andet grej, der i nogle perioder skal opbevares inden døre

Valhalla er indrettet hyggeligt med et karakteristisk rødt tag og terrasseområde med udsigt over vandet. Ved særlige lejligheder kan bygningen rumme op til 110 spisende gæster i den hyggelig Biergarten. Det er gratis for fastliggere og gæstesejlere at benytte Valhallas faciliteter, det er også muligt at reservere til større arrangementer.

Valhalla er stedet kæmperne spiser. Og når Marina Minde har besøg af sejlklubber og foreninger i forbindelse med stævner, er Valhalla stedet, hvor sejlerne kan hvile ud efter kampen mod bølgerne. At klubber og foreninger kan komme i tørvejr under arrangementer, er også garant for, at de rent faktisk kan afvikle deres stævner i al slags vind og vejr.

Lige overfor Valhalla har restauratøren på marinaens restaurant ”Værftet” netop åbnet ”Værftets Grill & Is”. Her serveres hot dogs, burgers og fiskefrikadeller, alt tilberedt af de bedste råvarer i restaurantens køkken, samt naturligvis soft ice. Er kæmpen for træt til at lave mad selv, er der løsninger lige ved hånden, enten på restauranten eller i grillen.

  
 

Marina Minde ligger i Egernsund ved Flensborg Fjord - ikke langt fra Gråsten og Broager.

Havnen indviede Valhalla i 2016 og grillen i 2017. Begge er opført af havnemester Claus Boisen, som er uddannet tømrer og allerede har et nyt projekt på bedding.

Læs mere om Marina Minde Havn her på Havneguide.dk og find information om havnens faciliteter og seværdigheder. 


Flere nyheder

Copyright 2024 © Havneguide.dk