Styrket indsats for havnesikkerheden

13. december 2019
Styrket indsats for havnesikkerheden i danske lystbådehavne Hvert år drukner 10-12 personer i havne og lystbådehavne, og flere hundrede falder i vandet. TrygFonden har netop bevilliget 1,5 mio. kr. til Foreningen af Lystbådehavne I Danmark (FLID), der indebærer en styrket indsats for at højne havnesikkerheden i danske lystbådehavne. Det omfatter bl.a. hjælp til risikovurdering af havnen og vejledning i placering og brugen af sikkerhedsudstyr på havnene. Både for havnens personale, men især også for havnenes mange besøgende. Omkring 300 lystbådehavne vil over de næste tre år få tilbudt hjælp til en risikovurdering af havnen og et oplæg til at placere stiger, redningskranse, bådshager og brandslukkere bedst muligt. Desuden vil de få mulighed for at blive certificeret som Sikker Havn alt sammen med det formål at forebygge drukneulykker. Tyve lystbådehavne og en erhvervshavn er i dag Sikker Havn certificerede, dvs. har en tydelig skiltet plan for, hvor redningsudstyret er placeret og en plan for opsyn med udstyret ”Med 300 lystbådehavne i Danmark, er det en stor opgave vi har kastet os ud i. Vi mærker en stor interesse fra havnene, og TrygFondens donation gør det muligt at forberede og gennemføre en moderne og målrettet indsats for at udbrede sikkerhedsudstyr, og ikke mindst kendskabet til brugen af det, til flest mulige, ” siger Jesper Højenvang, direktør i FLID. TrygFonden Kystlivredning har gennem en årrække risikovurderet mere end 250 strande i Danmark. Her udtaler programchef Rene Højer: ”Der er ingen tvivl om, at det højner sikkerheden, når en strand (eller en havn) bliver gennemgået på systematisk vis. Jeg glæder mig meget til, at de danske havne bliver mere sikre med dette fine projekt.” Indsatsen sker i samarbejde med Dansk Sejlunion, Danske Tursejlere og Søsportens Sikkerhedsråd. For yderligere information, kontakt: Jesper Højenvang, direktør for Foreningen af Lystbådehavne I Danmark (FLID). Telefon: 4345 4360, eller E-mail: jesper@flidhavne.dk Til redaktionen: Her er link til kort og liste over drukneulykker i havne 2001 – 2017, som er nyeste tal i TrygFondens druknestatistik (Side 42 viser den geografiske fordeling for hvilke byer og havne ulykkerne skete i, i perioden 2001-2017.)

Flere nyheder

Copyright 2024 © Havneguide.dk