Havmiljøvogtere udvider indsatsen i lystbådehavnene

20. april 2018
Havmiljøvogterkampagnen udvider indsatsen i lystbådehavne over hele landet!
 
Fra april 2018 kan alle havmiljøvogtere hente ruller med havfaldsposer og havfaldssække i 250 lystbådehavne. Uddelingsstederne ses på havmiljøvogter.dk/udlevering
 
Gennem et samarbejde med Foreningen af Lystbådehavne I Danmark (FLID) forøger havmiljøvogterkampagnen antallet af uddelingssteder for havfaldsposer markant fra 50 steder til mere end 300 uddelingssteder.
19.000 frivillige har meldt sig som havmiljøvogtere og de kan fra april 2018 gratis hente poser og affaldssække i FLIDs 250 medlemshavne mod fremvisning af Havmiljøvogterkortet.
 
Havmiljøvogterne er frivillige, der går foran i indsatsen for miljøet ved at samle affald op og naturligvis lade være med selv at smide noget på jorden eller til søs. Bag havmiljøvogterkampagnen står Værnsfælles Forsvarskommandos Operationsstab med det formål at beskytte vores farvande.
 
Et stigende problem
Alt for mange benytter havet som affaldsdepot og det er dels med til at skæmme vores havne og strande, men det udgør også en trussel for både fugle og fisk, der risikerer at blive viklet ind i affald eller spise sig syge i plastrester.
 
”Vi har sagt ja til at hjælpe Havmiljøvogterne med at nå bredere ud med havfaldsposer og havfaldssække, da det gavner det marine miljø og i sidste ende kommer os alle til gode. Og så gør det naturligvis en stor forskel, når vore havne og badestrande er rene og indbydende”, fortæller Jesper Højenvang, direktør FLID.
 
Materiale tilsendes
FLID-havne har fra april ruller med havfaldsposer og havfaldssække samt en plakat og brochurer til de interesserede, der overvejer at melde sig som Havmiljøvogter.
 
Når Havmiljøvogterne melder sig på havnen kan de kendes på deres røde havmiljøvogterkort, som de viser, når de har brug for flere poser eller sække. Poser og sække er gratis mod fremvisning af Havmiljøvogterkortet.
I alt uddeles havfaldsposer, og som noget nyt havfaldssække, fra mere end 300 steder i landet. Uddelingsstederne ses på havmiljøvogter.dk/udlevering
 
For yderligere information, kontakt venligst
Jesper Højenvang, direktør for FLID. Telefon 4345 4360 eller E-mail: jesper@flidhavne.dk
Birgitte Vagnholm, ansv. For Havmiljøvogterkampagnen, Værnsfælles Forsvarskommandos Operationsstab,
Telefon 72840249 eller E-mail: havmiljoevogter@mil.dk
Læs mere på Havmiljøvogternes hjemmeside www.havmiljøvogter.dk

 


Flere nyheder

Copyright 2024 © Havneguide.dk