Lille havn på det smukke Røsnæs, ca. 2 km til Ulstrup hvor der er mulighed for proviantering.
Røsnæs Havn, også kaldet Nyby Havn, ligger centralt placeret på Røsnæs og skaber adgang til halvøen fra vandsiden. Havnens centrale maritime placering gør havnen attraktiv som destination for havkajakker og sejlbåde fra bl.a. Samsø, Kerteminde, Nekselø, Havnsø, Sejerø, Odsherred osv. Desuden er havnen et perfekt og yndet udgangspunkt for en række vandrelaterede aktiviteter på Røsnæs’ kyster.
Maritimt Aktivitetshus på Røsnæs Havn
Der er skabt en ny fantastisk mulighed for samvær og aktiviteter på havnen. Aktivitetshuset indeholder omklædningsrum med badefaciliteter og sauna. Desuden findes der lokaler, hvor man kan sidde i ”Kabyssen” og drikke kaffe og spise sin medbragte mad.
Det Maritime Aktivitetshus ligger på kanten af havnen og havet. Bygningen understøtter sejlsport og det maritime liv i havnen i form af fx udspring/adgang til dybt vand, bad, lockers, omklædning, isætning af kajakker, udekøkken, kajak-opbevaring, mulighed for undervisning o.l. samt strandjægernes og fiskernes aktiviteter. Således har Aktivitetshuset status som ’blåt støttepunkt’ for skoleelever, lystfiskere, havsportudøvere og andre natur- og vandinteresserede, der kan nyde gavn af et maritimt aktivitetshus.
Faciliteter
- Bad
- Toilet
- Slæbested
- EL
- Hjertestarter