Fredericia – Nordeuropas bedst bevarede voldanlæg

Lægger man til ved Fredericia Lystbådehavn lander man lige midt i danmarkshistorien. Sejler man til Fredericia fra nord, kan man allerede ved Skanseodde se det imponerende voldanlæg, der fik en central betydning for Fredericia og hele Danmarks udvikling. I dag er anlægget et fantastisk rekreativt område for byens borgere og turister. 

 

I 1650 begyndte den danske konge, Frederik d. 3., opbygningen af et omfattende forsvarsanlæg og en ny hovedstad lige midt i Danmark – Fredericia - en imponerende fæstningsby.  

 

Fredericia blev aldrig hovedstad, men historien og autenticiteten findes overalt i Fredericia den dag i dag. Den findes i Nordeuropas bedst bevarede voldanlæg, som stadig omkranser byen, i de vinkelrette gader, designet så soldaterne kunne komme hurtigt frem, i de gamle huse samt på mindeplader og monumenter. For at befolke byen tilbød kongen utraditionelle privilegier som asyl, skatte- og religionsfrihed, og det tiltrak forskellige nationaliteter fra mange forskellige samfundslag - især borgere med franske og jødiske aner flyttede hertil, og mange af nutidens borgere i Fredericia er efterkommere af disse indvandrere fra 1600-tallet.

 

Fredericia er derfor Danmarks første internationale by, skabt på en tolerance, som stadig kendetegner byen med en helt unik og historisk funderet rummelighed, afslappethed og åbenhed over for menneskelig forskellighed. Uanset religion, hudfarve eller livsanskuelse - alle kan føle sig velkomne i Fredericia. 

 

Fredericia Turistkontor arrangerer guidede ture på volden, hvor et helt unikt stykke danmarkshistorie genfortælles. Kort fortalt var Fredericia i 1849 belejret i flere måneder af de Slesvig-holstenske tropper, og natten mellem d. 5. og 6. juli lykkedes det ved et dristigt udfald den danske hær fra Fredericia at drive fjenden på flugt og dermed sikre Danmarks grænse ved Ejderen endnu en årrække (til 1864).

 

Denne begivenhed fejres i Fredericia hvert år både d. 5. og 6. juli, og højtidelighederne samler flere generationer til overværelse af ceremonier med musik, optog, parader og taler. Ceremonierne har fulgt samme tradition siden den 5. og 6. juli 1852, så her er der mulighed for at træde direkte ind i historien. 

 

 

 

Andre Søkortsfortællinger

i sejleruniverset Lillebælt
Copyright 2024 © Havneguide.dk