Skattejagten Horsens Rundt

Skattejagt i Horsens

Splitte mine bramsejl! Om lidt kan du komme rundt til nogle af de mest interessante steder i Horsens centrum og opleve byen på en ny måde. Undervejs bliver de eventyrlystne udfordret med opgaver og spørgsmål i jagten på den eftertragtede Horsens-guldmedalje.

Først skal du have et skattekort! Jeg deler selvfølgelig gerne mit eneste eksemplar med dig, så du selv kan printe, men du kan også hente et gratis kort hos et af museerne i byen. Jagten starter på Industrimuseet, hvor der i øvrigt ligger en stor, lækker parkeringsplads lige ved siden af, hvis du ankommer i den firhjulede.

Og tag dig i agt - turen er 6 km lang, og du kommer til at udfordre både ben og hjerne, når du sammen med din familie skal løse spændende opgaver. I en by formet af fortiden pibler historierne frem fra byens hemmelige kroge.

Skattekortet hjælper dig til at kigge lidt grundigere efter og opdage byens hemmeligheder. Så bliver en gåtur pludselig til et eventyr.

Hvordan er det liiiige skattejagten fungerer?

Følg disse enkle trin og få medaljen:

  1. Tag et gratis eksemplar af skattekortet hos Industrimuseet, Horsens Kunstmuseum, Horsens Museum eller Fængselsmuseet (eller print selv hjemmefra
  2. Find alle punkterne på skattekortet, og løs opgaverne
  3. Aflevér skattekortet hos de flinke mennesker hos Horsens Kunstmuseum
  4. Få den speciallavede medalje med hjem, som et bevis på din bedrift 
  5. Vi vil rigtigt gerne se, hvordan din tur er gået! Brug #jeggikhorsensrundt og @kystlandet på Instagram, så deler vi din historie.

Rigtig god tur!

Storbyens energi og den lille bys charme

Horsens er en gammel fængsels- og industriby, som har formået at udnytte fortiden til sin fordel. Den er rig på kunst, iværksætteri, sjæl, gastronomi, musik, grønne oaser og kulturliv. En charmerende by forankret i sin historiske baggrund – og alt dette kommer du til at mærke på jeres færden rundt i byen med et skattekort i hånden.

Det nyrenoverede centrum indbyder til aktivitet og liv i gaderummet. Her er plads til at slå sig ned, her er drønhyggelige restauranter og fortovscaféer – både i den brede gågade og de intime sidegader, der driver af god stemning.

Én ud af fire flotte medaljer

Vidste du, at vi har hele fire skattejagter i Kystlandet? Den, der får samlet alle speciallavede medaljer, er i sandhed en ægte skattejæger! Foruden skattejagten Horsens Rundt kan du gå rundt om den bilfri ø Tunø, udforske den historiske stationsby Odder eller tage på eventyr i den ultimative havneby Juelsminde. Hver især en hyggelig familietur på mellem 4 og 6 kilometer. 

Andre Oplevelser til børn

i sejleruniverset Det Blå Østjylland
Copyright 2021 © Havneguide.dk