Udvalgte datoer i maj og juni – første gang tirsdag den 26. maj kl. 17
Der afholdes i alt 9 ture på fastlagte tidspunkter, som er forbeholdt borgere i Skive Kommune. Der er 50 pladser på hver tur. Alle ture er ganske gratis og kan bookes efter ”først-til-mølle” princippet via hjemmesiden.
De fossiler, der findes i moleret på Mors og på Fur, er så unikke, at de bør erklæres verdensarv, og nu er det mål rykket et stort skridt tættere på.
I 2016 besluttede en enig forsamling af forskere, at de velbevarede fiskefossiler i det unikke moler på Fur og Mors er det allermest oplagte at basere en ansøgning på.
Nu er det dokumenteret, at fiskefossilerne ved Limfjordsklinterne ikke alene er nogle af de mest velbevarede i verden. De udgør også verdens ældste, artsrige fiskefauna, der efterfølger den sidste af de store masseuddøender på jorden – nemlig den hvor blandt andre dinosaurerne uddøde.
De viser derfor – på verdensplan – en særdeles vigtig del af fiskenes udviklingshistorie. Samtidig er molerklinterne på Fur, herunder særligt Knudeklint - det eneste sted i verden, hvor man kan se, hvordan de voldsomme klimaforandringer for 56 millioner år siden påvirkede fiskefaunaen.
Det er ikke nogen simpel sag at blive optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste. UNESCO-ansøgningen fra Skive og Morsø kommuner var den eneste danske ansøgning, der blev sendt til Verdensarvskomitéen i 2025.
En særlig UNESCO-konsulent har været tilknyttet ansøgningen for at sikre, at det videnskabelige fundament under ansøgningen er i orden, og Slots- og Kulturstyrelsen har fulgt arbejdet tæt. Allerede nu betragtes Fur som Skiveegnens største attraktion med cirka 200.000 endagsbesøg om året. Hvis det tal vokser med 30 procent som følge af en UNESCO-titel, vil det naturligvis kunne mærkes. Kommunernes opgaver bliver at sikre bæredygtigheden blandt andet ved at beskytte naturen omkring klinterne mod nedslidning og håndtering af en øget trafik til og fra klinterne og museerne.
Også de to museer i kommunerne, Museum Salling og Fossil- og Molermuseet, er begejstrede over udsigten til en mulig UNESCO-titel, der vil kunne bane vejen for et internationalt center, som kan forske i det helt unikke moler, der kun er synligt på Fur og Mors, lyder vurderingen.
”Moler, og hvad det kan fortælle om blandt andet klimaforandringer, er et unikt forskningsfelt, fordi det ikke findes andre steder i verden. Vi har allerede nu et højt forskningsniveau. Vores drøm er at få tilført fondsmidler til international forskning” siger museumschef Per Lunde Lauridsen fra Museum Salling.
Og museumschefen fortsætter: ” “Vi vil gerne give interesserede borgere mulighed for at få en større forståelse for, hvad UNESCO Verdensarv egentlig er, og hvorfor molerlandskabet på Fur og Mors er så unikt i international sammenhæng. Forhåbningen er, at deltagerne bliver ambassadører for projektet og hjælper med at udbrede fortællingen om verdensarven i lokalsamfundene rundt omkring i Skive Kommune.”
Slots- og Kulturstyrelsen videresendte ansøgningen til UNESCO Verdensarvskomitéen, der forventes at afgøre sagen i sensommeren 2026.
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Museumschef Per Lunde Lauridsen
E: pela@museumsalling.dk
T: 22545188
Nederby 28
7884 Fur
Danmark
I Limfjorden er der mulighed for at få en lang række spændende oplevelser. Besøg en af de hyggelige øer eller læg vejen forbi en af den charmerende limfjordsbyer.