GODT SØMANDSKAB I HAVNEN ER GOD STIL

17. Mai 2023
Godt sømandskab i havnen er god stil

Hjælp hinanden, giv plads til de andre både og tjek havneguide.dk inden du ringer til havnen

 

Illustrationer: Gert Eilenberger

En god dag på vandet afrundes for langt de fleste med et anløb til en af Danmarks 350 lystbådehavne. Måske er det ovenikøbet første gang, man besøger havnen og hvem ved, måske har mange andre sejlere også valgt denne havn? Er der plads? Hvor skal vi lægge os? hvad koster en overnatning? Hvad er åbningstiderne på havnekontoret?

Der er mange spørgsmål man gerne vil have svar på inden anløb og de fleste svar kan man finde på havnens hjemmeside eller havneguide.dk.

Christian Ørndrup er havnemester i Marstal og Ærøskøbing Havne. Han skønner, at op mod 80 % af de opkald han og hans kollegaer får på mobilen i løbet af en dag drejer sig om oplysninger, man let kan finde svar på ved at gå på nettet:

– Vi bruger rigtig meget tid på at svare på spørgsmål om oplysninger, der allerede findes svar på, på vores hjemmeside eller på havneguide.dk, fortæller Christian Ørndrup: Hvis jeg må give et rigtig godt råd til sejlerne, så er det at orientere sig på nettet først. Finder man ikke oplysningerne der, så send en SMS eller en mail.  Er der særlige forhold ved ens båd, eller har man specielle behov, er man naturligvis altid meget velkommen til at kontakte os. 

Det kan være svært at forudsige pladsforholdene i en havn, og heller ikke havnefogeden kan sige, hvor mange både der kommer, eller er på vej til havnen. Men sejl bare ind. Sejlere er gode til at hjælpe hinanden og tage imod fortøjninger eller anvise ledige pladser. Det er god stil og godt sømandskab.

 

Gode tips til et godt havneliv 

Illustration Gert Eilenberger

Forbered dig inden anløb
Godt sømandskab er god forberedelse. Sæt fendere fast og hav fortøjninger klar. Fordel opgaver ved havnemanøvren hvis I er flere om bord og fortæl, hvad der skal ske. Nogle står for fendere og fortøjningsklargøring, og nogle har til opgave at holde båden fra nabobåden, når man lægger til. Hav en løs fender klar, og sørg for kun at have det tovværk fremme, som I skal bruge. Forbered jer på, hvad der skal ske – og hvad der KAN ske.

Tjek vindretningen
Se på vindforholdene, før I anduver. Vindens retning har stor betydning for, hvordan du kan bevare styringen på din båd, når I lægger til. Læg til mod lu og fra mod læ. Hvis der er vind, er det en god ide at lægge fortøjet med stævnen op mod vinden, det giver mest ro i båden.

Sænk farten
Havnemanøvre er situationer, hvor der kan ske skader på egen eller andres både. Sænk farten. De fleste steder er det 3 knob. Så kan I lettere få kontrol over båden og ændre retning, hvis det er nødvendigt. Undersøg stille og roligt havnen for ledige pladser, og tag hellere en runde mere i bassinet i roligt tempo indtil alle er klar til at lægge til ved den udvalgte havneplads.

Spørg, hvis du har brug for hjælp. Sejlere er hjælpsomme og tager gerne en fortøjning, eller giver råd.

Læg til med omtanke langskibs

Har du valgt en plads langskibs udenpå en anden båd, er det kutyme at lægge sin stævn mod nabobådens hæk. Herved passerer man nabobåden fordæk, når man skal i land. Det giver samtidig mere privatliv i cockpittet for begge parter. Finder du en langskibsplads ved kaj, er det god stil at vælge placeringen af båden med omtanke. Afstanden til bådene for og agter skal være nok til, at de ikke støder sammen, men så heller ikke mere. Giv plads til de næste både og hæng fendere på skibssiden ud mod havnebassinet, så du er klar til den næste gæstesejler, der lægger til. Gummibåde og lign. lægges ind under stævnen.

Benyt agterpælene som hjælp på pælepladsen
Ved anduvning på pælepladser, sørg for at få fat om agterpælene til at starte med. Det gør det lettere at bremse båden, så den ikke styrer ind i kajen. Slæk lidt efter lidt tovværket, indtil I er tæt nok på, at en kan hoppe i land med en fortøjning. Den samme teknik gælder, når du lægger fra.

Undgå løse fald
Sørg for at binde alle jeres fald og løse hængsler fast, så de ikke klaprer og forstyrrer nattesøvnen.

Ring kun til havnefogeden ved særlige behov
I sommersæsonen kan det være vanskeligt for havnefogeden at besvare alle opkald. Havnemester Christian Ørndrup fra Marstal og Ærøskøbing Havne skønner, at op mod 80 % af de opkald han modtager, er om oplysninger der let kan findes på havnens hjemmeside eller havneguide.dk.

For både med særlige behov, eller meget store fartøjer, er det naturligt at tjekke pladsforholdene før ankomst. Især i højsæsonen kan det være meget svært for havnefogeden at forudsige pladsforholdene, da de kan ændre sig time for time. Som tommelfingerregel er der flest ledige pladser om formiddagen og færrest om aftenen. Det kan oftest løses ved at bådene lægger sig udenpå hinanden og ellers kan man ligge for svaj udenfor havnen, indtil man måske næste morgen kan smutte ind på en ledig plads. Havnefoged Frederik Bilsted Petersen fra Ballen Havn understreger:

– Sejlerlivet er også at tage tingene, som de kommer, og vi hjælper gerne på havnen med at finde en plads når I anløber.

Kilde: ”Godt sømandskab i havnen” af Foreningen af Lystbådehavne I Danmark (FLID).


More news

Copyright 2024 © Havneguide.dk