Langs fjorden fra Hundested til Frederiksværk

Fjordstien går fra Hundested og helt til Rørvig – det vil sige rundt om Roskilde Fjord og Isefjord. Det er en kæmpe oplevelse med sine ca. 275 km natursti, som enten kan vandres eller cykles. Stien, du følger, er nogle steder så tæt på kysten, at du kan mærke den friske havbrise og dufte saltet fra vandet, mens du nyder den smukke udsigt over de to fjorde.

Fjordstien er delt op i 7 sektioner, hvoraf ”Fjordstien 2” fra Hundested til Frederiksværk går langs Den Danske Riviera. Turen er på 15 km og er således en fin dagstur, som kan nydes på en smuk solskinsdag.

Fjordstien 2 byder på helt særlige, gamle bymiljøer med museer og historiske bygninger. For eksempel er Hundested og Lynæs ved begyndelsen af ruten med tiden vokset sammen til en større by, men har bevaret fiskerlejets hyggelige præg.

Ud over det enestående kystlandskab er noget af det, der gør en tur langs Fjordstien 2 til en helt særlig oplevelse, alle fortidsminderne langs kysten – både fra helt gammel tid og fra den nyere danske historie.

Kysten langs Roskilde Fjord har historiske spor helt tilbage til 10.000 f.Kr. Dog ligger mange af de tidligere bosættelsespladser nu på bunden af fjorden, da havet langsomt har skåret sig ind i landet. Ved Sølager på ruten kan du opleve en fredet køkkenmødding fra stenalderen samt den særligt smukke og velbevarede stendysse Karlstenen fra bondestenalderen, og ved Grønesse Skov passerer du tre store bronzealderhøje.

Roskilde var i vikingetiden Danmarks hovedstad, så fjorden ind til byen har spillet en hovedrolle for handlen i den tidsperiode. På din tur ad Fjordstien 2 kommer du bl.a. forbi den gamle hellige Boel Kilde, vikingehavnen Store Karlsminde samt Skuldevig, hvor der er gjort fund fra vikingetiden.

Fra nyere historie kan du se Arresø Kanal i Frederiksværk, som blev gravet i 1717-1719, da kong Frederik d. 4 ønskede at udnytte vandkraften til en mølle og et kanonstøberi. Dette blev begyndelsen på den industri, der førte til byen Frederiksværk, som danner afslutningen på Fjordstien 2 og en forhåbentlig smuk og spændende tur gennem den nordsjællandske natur.

Download kort over Fjordstien 2.             Se hele ruten her.

Kilde: Naturstyrelsen.

Billede: VisitDenmark / Østdansk turisme

Koordinater:  Bredde: 55.967824, længde: 11.847336

Bredde: 55.945418, længde: 11.854121
Bredde: 55.942967, længde: 11.887066
Bredde: 55.954731, længde: 11.942231
Bredde: 55.971767, længde: 12.018159
Bredde: 55.946361, længde: 12.023679

Andre Aktiv i naturen

i sejleruniverset Nordsjælland
Copyright 2024 © Havneguide.dk