Fotograf
Destination Kystlandet

Tunø Bryggeri

Mikrobryggeri med lokal charme

Den lille, idylliske ø Tunø har sit eget bryggeri. Hos Tunø Bryggeri bestræber de sig på at bruge lokale og økologiske råvarer af højeste kvalitet. Brygmesteren har en hånd med i hele processen fra udvælgelse af de helt rigtige råvarer til tapningen på flasker.

Kernen i Tunø Bryggeri er de mange lækre specialøl – alle brygget på bygmalt. Prøv eksempelvis deres Weiss Bier, porteren med et strejf af lakrids og anis, den friske belgiske saison eller den populære brown ale, som brygmesteren i al beskedenhed mener er verdens bedste. Hvorfor ikke lade det komme an på en prøve?

 

Meget mere end øl

Udover den faste ølproduktion tilbydes også mjød brygget med lokale råvarer – blandt andet den lækre Tunø Honning. Den forfriskende cider er lavet på æbler fra Tunø af sorterne gala og jonagored, og jordbærvinen indeholder lokale jordbær fra Lise-Lotte og Hans’ marker.

 

Besøg den hyggelige butik

Ved øens hjerte ligger den lille butik med salg af bryggeriets varer. Her står brygmesteren klar til at vejlede dig til det helt rigtige køb. Bare følg øens fredelige Hovedgade fra havnen – du kan ikke undgå at se bryggeriet.

Produktionen hos Tunø Bryggeri er ikke stor, så det er først-til-mølle-princippet, der gælder. Du kan nyde din øl på den solrige terrasse eller tage den med dig hjem som en souvenir eller unik gave til en af dine kære. Bryggeriets produkter kan kun købes på Tunø, så der er en god chance for at dine ølglade venner får sig en helt ny smagsoplevelse.

Skulle butikken have lukket, så er det også muligt at smage den lokale bryg hos øens udskænkningssteder.

 

En del af Kystlandets food map

Tunø Bryggeri er en af de mange lokale fødevareproducenter som er med på det lokale fødevarekort. Producenterne på kortet er din garanti for autentiske lokalproducerede produkter af høj kvalitet i Kystlandet.  

Andre Spis godt

i sejleruniverset Det Blå Østjylland
Copyright 2023 © Havneguide.dk