Hent et gratis danmarkskort over lystbådehavnene

Hent et gratis danmarkskort over lystbådehavnene

Distancetabeller, links til nyttige havneinformationer, en oversigt over mere end 300 danske lystbådehavne. Det populære Danmarkskort over lystbådehavnene indeholder masser af viden til lystsejlerne og er netop udgivet i en opdateret version med optegning af det nye sejlrutesystem i Kattegat, der træder i kraft 1. juli. Danmarkskortet kan hentes i lystbådehavne over hele landet.

Bag danmarkskortet står Geodatastyrelsen, Rosendahls A/S og Foreningen af Lystbådehavne i Danmark (FLID). 

- I år har vi også væsentlig information om de nye skibsruter i Kattegat, der træder i kraft 1. juli og som får betydning for alle, der sejler omkring Skagen og på tværs af Kattegat. Derfor opfordrer vi alle sejlende til at få udskiftet deres Kattegat-papirsøkort med nye søkort, hvor de nye ruter og separationssystemer er med, fortæller Elizabeth Hagemann, kontorchef i Geodatastyrelsen.

Husk også at kontrollere det elektroniske navigationsudstyr ombord og vær sikker på, at det er opdateret til den nyeste version. 

- Sidste år blev kortene revet væk, så vi ser det som en rigtig god mulighed for at gøre mere opmærksom på Geodatastyrelsens officielle søkort og andre produkter, og vi er meget glade for samarbejdet med FLID og Rosendahls A/S, fortæller Elizabeth Hagemann, kontorchef i Geodatastyrelsen.

Nyttige links
På bagsiden af kortet er der forskellige informationer fra FLID om Havneguide.dk, MarinaBooking.dk og fra Geodatastyrelsen om forskellige maritime produkter på Geodatastyrelsens hjemmesider, gst.dk og kobsokort.dk. Derudover er SejlSikkert synlig med det gode budskab.

- Interessen for kortene er vokset, og sejlerne benytter dem både som praktiske værktøjer ombord, når turen skal planlægges, eller næste havn anløbes. Men vi hører også, at familier er begyndt at bruge dem hvert år, som indtegning af deres sommerferierute, som et godt minde,” siger Jesper Højenvang, direktør i Foreningen af Lystbådehavne I Danmark. 

Det er planen, at de i alt trykte 40.000 danmarkskort bliver uddelt i 2020 og 2021. Kortene kan hentes kvit og frit i FLIDS medlemshavne, samt gennem forhandlere af søkort. Se kort over medlemshavne her på linket

Fakta:

Kortet indeholder to gode links til to havneportaler:

Om Den danske Havnelods (www.danskehavnelods.dk)
Den danske Havnelods indeholder opdaterede oplysninger om danske erhvervshavne, lystbådehavne og broer. Havnene og broerne kan søges enten fra kort eller fra lister. Der findes desuden sider med standardreglementer for ordensoverholdelse i danske samt sider med relevante bekendtgørelser vedrørende sejlads og lodsning i danske farvande.

Om Havneguide.dk (havneguide.dk)
Danmarks største havneportal, der samler information om events, spisesteder, seværdigheder nær havnen, havnefaciliteter og priser, onlinebooking og meget mere. Her han sejlerne klikke sig ind, når turen skal planlægges, eller næste havn besøges. Havneguide.dk er komplet og indeholder en præsentation af alle lystbådehavne i Danmark.

Om Geodatastyrelsen
Geodatastyrelsen har som maritim myndighed ansvar for søopmålingen og søkortlægningen til brug for sikker sejlads i de danske, grønlandske og færøske farvande.
Geodatastyrelsen har ansvaret for salg og distribution af marine data og produkter for Danmark, Færøerne og Grønland.
Geodatastyrelsen producerer bl.a. en række gratis maritime produkter som eksempelvis Den Danske Havnelods og Søkortrettelser, som kan findes på www.gst.dk
Papirsøkort er betalingsbelagte og distribueres via Rosendahls A/S på www.kobsokort.dk

Om Foreningen af Lystbådehavne i Danmark (FLID)
FLID er lystbådehavnenes brancheforening og tæller 277 havne, som tilsammen repræsenterer 45.000 bådpladser.
FLID varetager lystbådehavnens interesser og arbejder for at sikre havnen optimale vilkår og rammer for drift og udvikling.

Kontakt: info@havneguide.dk

  • Dansk
  • Deutch
  • English